Mig

Er der plads til mig?

Verdenen er hektisk og travl. Vi skal nå det hele og gerne mere til. Det skal gå så stærk, så stærkt at nogle gange løber vi fra os selv.

For 4 år siden gik det for stærkt for mig, jeg faldt lige så lang som jeg var, og det endte ud i en angst diagnose. Jeg er nu helt ovenpå, og fandt roen igennem mindfulness som er blevet en del af min hverdag. Jeg fungerer bedst med min mindfulness, men jeg er ikke et super menneske, jeg har stadig dage, hvor jeg er i ubalance og har svært ved at finde min indre ro. Men jeg er nået langt, jeg ved hvordan jeg kommer tilbage, jeg ved hvad der skal til.

Jeg er nu begyndt på en uddannelse, hvor jeg skal finde en elevplads, hvor jeg skal være i 2 år. Jeg føler jeg er klar. Jeg søger elev pladser med rank ryg, fordi jeg ved jeg kan, og jeg har været ude og snakke med forskellige steder, de snakker med om at de har helt vildt travlt, de nævner mange gange at de har vildt travlt, og jeg skal kunne takle det og være i det. Jeg ved godt det er en travl branche jeg er på vej ind i, og jeg kan godt have travl i en periode, det er jeg ikke bange for, men jeg må indrømme jeg tænker, hvad er det da for en verden jeg er på vej ind i?

Er jeg ved at finde et job hvor jeg aldrig kan være med på tidplanen med de opgaver der er? Vil jeg altid være bagud og aldrig føle jeg er med? Bliver det være min hverdag? Jeg kan ikke forstå at det er skruet sådan sammen, at gå på arbejde, er at have travlt, for når vi har meget travlt og i længerer tid, så er det nemt for os at falde og få stress, angst eller depression.

Nogle trives i sådan et miljø og andre, som mig, kan holde til det i korte perioder ad gangen. Vi er selvfølgelig alle forskellige, men jeg tror ikke jeg er den eneste der har det sådan. Jeg bliver faktisk bange for hvad mit arbejdsliv byder på, og ja det er ikke særligt mindful at skrive. I sidste ende ved jeg jo godt, at det er mig der skal vænne mig til den travle verden og holde balancen i den, så jeg kan finde min plads i den hektiske verden, men jeg nægter at tro at jeg er den eneste.